Ud af Junglen; Ind i dit hjerte - Den Afrikanske Sokoke

Den vilde Kadzonzo/Sokoke bor i træerne. Den lever af insekter og spiser efter sigende ikke fugle eller gnavere. Son regnskovskat accepterer den vand som en del af omgivelserne, hvis det er i vejen svømmer den bare over det. Nogle Sokoker har endog svømmehud mellem tæerne. Sokoken har sprinterens elegante bevægelser, lange ben – bagbenene er længere end forbenene – lille hoved og en slank muskuløs krop. Øjne, ører og knurhår er top tunede og det er let at sammenligne den med geparden eller ozelotten. Den korte tætte pels har blotched tabby mønster med agouti hår. Farven varierer fra sand til sort og maveskindet er plettet, alt i alt en perfekt camouflagepels. (Der findes nogle få Sne-sokoker).

Sokoken er en stolt kat som kender sit eget værd. Det er en følsom og meget livlig kat. Det ene øjeblik meget kælen, det næste en "160 km i timen kat". Sokoken snakker meget, dens stemme er varieret og gennemtrængende – så gennemtrængende at den kan gøre en Siameser grønøjet af misundelse! Den kan lide at følge dig, snakkende og kommenterende hele tiden. Den er intelligent og du kan kommunikere med den på et ret højt plan i lang tid. Selv om Sokoken er kærlig og kælen bryder den sig ikke om at blive holdt fast. Den kan lide at sidde på din skulder og vil elske at sove i din seng, på eller under dynen / på din mave, i din armhule, liggende diagonalt på madrassen eller flere i en klump. Sokoken elsker selskab og trives i flok.

Selvom det kun er kort tid siden den kom ud af junglen, er Sokoken meget blid og slet ikke aggresiv. Hvis den føler sig truet, spænder den alle muskler og flygter. Sokoken bruger kun sine stærke tænder og kraftige klør hvis den ikke ser nogen flugtmulighed.

Da Sokoken blev domesticeret bibeholdt den mange af naturkattens egenskaber, men også det af naturen venlige sind.